Jonathan Houser is Head of Finder Sted / Taking Place – the Bachelor’s program at the Institute of Architecture and Culture at the Royal Danish Academy.
Over the past 10 years, Jonathan has been deeply engaged with the artistic and poetic potential of absolute sustainability and humanity’s coexistence with other species. In this context, the following projects are particularly noteworthy: the realized project The Moth House (Natsværmerhuset), the second prize proposal for storm surge protection in Vejle – While We Wait for the Water (Mens Vi Venter på Vandet), and the ongoing artistic development project Infinity City, which also includes the manifesto Towards an Oceanic Architecture (Mod en oceanisk arkitektur).
Jonathan has thus worked extensively with exhibitions, including exhibiting his own works, such as The Search, which was shown at Louisiana Museum’s exhibition The Moon (Månen), as well as with written dissemination through his own practice and through his position at the Royal Danish Academy.
Through the project Miniatura, a hybrid museum built at a 1:10 scale, whose exhibitions were presented online from 2021–2023, Jonathan has worked with curation and focus on emerging artists, including collaboration with Spacegirls.
His work with museum architecture has also influenced his assignments as an architect at Lundgaard & Tranberg, where Jonathan was responsible for the winning proposal for the Museum of Danish Resistance (Frihedsmuseet) and was part of the studio’s design team for the Natural History Museum of Denmark (Statens Naturhistoriske Museum).
JONATHAN HOUSER
Biography >
Competition proposal, Pavillon MAA, Kongens Have, Copenhagen, Denmark 2017
Den nye pavillons størrelse og proportionering skaber en underspillet dialog med Hercules pavillonen på den ene side, og klyngerne af træer på den anden. Blandt træerne indgår den i havens komposition som en ”naturlig” beplantning på fladen – en solitær figur med en blødt formet plan og en busket sitrende opstalt.
Med dette forslag til en ny pavillon forsøger vi at favne livet i Kongens have, i en form og et rum, som tager afsæt i stedets karakter og ønsket om en intim ramme om mindre begivenheder arrangeret af ”Café Hercules”. Man må bevæge sig omkring pavillonen for at forstå dens dynamiske form, hvis skulpturelle ide er hentet fra barokkens billedhuggerkunst. Barokken som jo også er havens planmæssige fundament. Pavillonen oscillerer i skala mellem møbel, bygning og landskab. Hensigten er at skabe en flertydig figur, der danner et stærkt associationsrum. Kirke – skib – busk – hæk – maske – slør –bænk – kar – et skib. Havens gæster vil forhåbentlig se forskellige ting i dette forslag til en ny pavillon.
Tanken har været at organisere det norske træ i et tæt og samlet punkt, som en kontrast til de forgående års pavilloner, hvis figur og rum har tilhørt fladen og horisonten. Ikke som en kritik, men blot som et forsøg på at skabe en ny oplevelse for havens gæster. Pavillonen fremstår kraftfuld i sin figur og på samme tid skrøbelig i dens filigranagtige beklædning af lodrette lameller. Når solen filtreres gennem det norske fyrretræsslør dannes et skyggespil på pavillonen, der drager den besøgende mod sig, ved på samme tid at være mystisk og venlig. Murbindere fastholder beklædningen til den bærende konstruktion og skaber samtidig et lag af ornamentik, der skaber en forbindelse til havens træer. Omkring hele pavillonens yderside løber en bænk med, hvad der kan opfattes som en meget høj ryg. Her kan man sidde alene eller sammen med andre og betragte havens liv bekvemt tilbagelænet med ryggen mod huset. En gestus til både kærestepar og avislæsere med fredagsøl.
Man entrer pavillonen ad en landgangsbro. Overgangen mellem ude og inde er her artikuleret som en særlig oplevelse. En dørtærskel som er trukket ud til halvanden meter for at understrege begivenheden. Åbningen bliver hermed til mere end blot en grænse som skal overskrides, men et mellemrum, der sætter fokus på et vigtigt sted i arkitekturen – passagen mellem to verdener. I dette rum, mellem den ydre beklædning og den indre ”skal” blottes den bærende konstruktion på alle sider. En slag rumlig hæk i slægtskab med børnenes buskede verden omkring boldbanerne – og mon ikke det for det meste vil være børnene, der bevæger sig ind i mellemrummets virvar af dragere og snore som forbinder murbindere på yder og inderside?
Det indre rum er formet som en svagt deformeret skål med sider der vipper en anelse udad og inviterer himlen ned i rummet som satelitskålen, der kommunikerer med himmelrummet. Denne salon, som vi kalder den, er intim i sin størrelse og kan rumme en mindre forsamling. Digtoplæsninger og cellospil er velegnet indenfor karrets opadstræbende tværsnit. Ellers er tanken at rummet skal invitere til en form for ophold, hvor simple ting kan værdsættes. Et indadvendt og kontemplativt rum på havens horisontale flade. Det skrånende gulv inviterer til at man lægger sig og kigger på skyerne der driver forbi mens solen danner først en halvcirkel på rummets inderside for derefter at fylde det med lys og til sidst skabe en ny halvcirkel på den modstående side. Et slags solkar eller himmelskib hvis man er i det romantiske hjørne. Her kan man bade i lysets fra den nærmeste stjerne mens larmen fra øldrikkende studenter forankrer drømmeren til virkeligheden.