Ved at udvikle en stedsspecifik, hensynsfuld og indlevet hyttearkitektur, er det vores målsætning at give naturoplevelser til en gruppe af mennesker, for hvem landskabet i dag kan virke utilgængeligt. Samtidig ønsker vi at gøre arkitekturen til en aktiv del af debatten om, hvordan man sikrer en overordnet strategi for en bæredygtig udvikling i Grønland, som formes nedefra gennem lokalt forankrede projekter.

Denne første fase af off-grid hytteprojektet, er brugt til at etablere de samarbejder i lokalsamfundet, finde de potentielle steder i landskabet i nærheden af Sisimiut, indkredse problemer og muligheder og på den baggrund udvikle et skitseforslag til en realiserbar selvforsynende turisthytte. Et skitseforslag som forhåbentligt kan danne grundlag for et 1:1 prøvehus og forhåbentligt ende med at blive en model-type for UNESCO-områderne i Grønland.

Idéen er at udvikle en off-grid hytte, som er forankret i den grønlandske byggetradition for jagthytter og kombinere den med glemte konstruktioner fra fortiden (se illustrationer). Disse historiske forlæg skal sammenkædes med de muligheder og begrænsninger, som knytter sig til at bygge under vanskelige klimatiske og geografiske vilkår og baseres på potentialet i den lokale bygge- og turistsektor samt relevante myndigheder. Tanken er desuden, at KTI (Tech College Greenland), som ligger i Sisiumiut, skal være en bærende partner i projektet og byde ind med viden om de tekniske aspekter ved byggeri under arktiske forhold, herunder behandling af spildevand, off-grid energiforsyningsmuligheder, solenergi, batterier, etc.

De kompakte hytter skal fungere, som selvforsynende bo-enheder, der i højere grad skal forstås som minimalboliger end som helårs familieboliger. Vi håber således at frembringe en arkitektur, der harmonerer med både landskab og kulturhistorie, fortid og fremtid, og samtidig skabe en særlig identitet for de hytter, der potentielt kan knyttes til Grønlands UNESCOområder og herigennem etablere et lokalt ejerskab til projektet gennem de forskellige samarbejdspartnere i området.

Hytterne skal henvende sig til et udvidet segment af grønlandsturister – dem som måske ikke er friske på at drage til fjelds med mad på ryggen og vandre i 7 dage mellem Kangerlussuaq og Sisimiut. Derfor skal tilkobling til infrastruktur over vand eller land også tages i betragtning og relevante myndigheder involveres. Tilknytning til rindende ferskvand i landskabet og spildevandshåndtering er også spørgsmål som skal besvares i første fase af projektet.

Projektet har ikke et privatejet kommercielt sigte, men tænkes at ligge i regi af Grønlands turistforening med forankring i afdelingen i Sisimiut, der skal fungere som samarbejdspartner i projektfasen og samtidig stå for den efterfølgende drift. Den kommercielle side ligger derfor som afledte effekter af en øget turisme i området, hvis gavn skal måles på en national skala for Grønland og ikke som en gevinst for en lille håndfuld forretningsdrivende.

Centralt, i et af de største isfri områder i Grønland, ligger inuit-kulturlandskabet Aasivissuit – Nipisat, og bærer vidne om 4.500 års bæredygtig arealanvendelse i et areal, som er 235 kilometer langt og 20 kilometer bredt. Området, der strækker sig fra kysten til indlandsisen, rummer ruinerne af yderkystens vinterbopladser, indlandets sommerlejre og europæernes bosætninger fra syttenhundrede tallet – et vidnesbyrd om årstidernes vandringer efter jagtbytte og Europas samspil med inuit-kulturen. Til den dag i dag er landskabet brugt til jagt af menneskene fra byerne Kangerlussuaq og Sisimiut.

Områdets menneskeskabte spor og aftryk vidner ikke blot om en bæredygtig arealanvendelse i klima og miljømæssig forstand. Også set gennem arkitektens briller udviser de historiske bosætningstyper en eksemplarisk samhørighed mellem byggeskik og sted. En samhørighed, som man næsten kun finder de steder, hvor ressourcerne er knappe og materialer og byggeteknik derfor er udviklet i et tæt forbundet samspil med de muligheder som findes på stedet. Som arkæologiske typetegninger viser, har der været tale om inuitternes tørvehus konstruktioner til vinterbrug og delvist nedgravede telte, som man benyttede om sommeren. Kolonitiden førte tømmerkonstruktioner med sig, men i en overgangsperiode kombineredes træhusene med tørvehus fundamenter. Spørgsmålet er hvordan man lægger nye lag til disse historiske typer og på en nænsom måde bringer fortid og samtid i harmoni med hinanden? Dette er et spørgsmål som vi arbejder med i projektet.

Overnatningsmulighederne i Sisimiut og Kangerlussuaq er få og bærer præg af manglende udnyttelse af herlighederne i den omkringliggende natur. De eksisterende faciliteter, fornemmer man, er målrettet et publikum bestående af forskere og grønlændere fra andre egne af landet. Folk med et arbejdsærinde, der gør kort et ophold før de drager videre. Altså et helt andet formål end turisten, der tager ud for at få en helt særlig oplevelse. For at tiltrække et bredere publikum er det derfor nødvendigt at kunne tilbyde attraktive overnatningsmuligheder, som står i en stærk relation til Grønlands storslåede natur – det forventer publikum simpelthen. Som det er indlogeringen utidsvarende og blokerer simpelthen for at udnytte det fulde potentiale i turistindustrien. I den omfattende rapport ”Til gavn for Grønland” (http://www.lwo.dk/NG/Til_gavn_for_Grønland.pdf) skitseres en bæredygtig udviklingsstrategi for det grønlandske samfund, hvor turismen er et af tre ben, som fremtidens økonomi bør hvile på. I den sammenhæng ser vi en mulighed med off-grid hytterne, for at udnytte et eksisterende potentiale, der samtidig gavner det grønlandske samfund.